TV-serier findes der mange af, rigtig elendige tv-serier ufattelig mange af, og helt miserable tv-serier som tjener formuer på globalt plan, er der – desværre – også uhyggeligt mange af. Det er ikke altid kvalitet eller særpræg som giver tv-seere, men kvantitet og stereotyper. I House M.D. er jeg efter 3 sæsoner dog overbevist om, at her er mere kvalitetet end vanligt fra en amerikansk produceret tv-serie, om ikke andet så fordi det er hospitals-drama som selv jeg gider se.
Grov, modbydelig og ensartet
Serien House M.D. udspiller sig dramatisk og farverigt på Princeton-Plainsboro universitetshospital, og forsøger modsat andre hospitalsserier, jeg har stiftet bekendtskab med (hvilket ikke er mange), ikke at gøre lægevidenskaben til centrum, men forvandler hospitalet til en teaterscene med nogle af de mest udsøgte karrikaturer man kan ønske sig. Alle har, tror jeg, i deres liv mødt læger som de kan kategorisere under enten den gode, den onde eller den grusommme. Her er hele paletten i moderne eksemplerer, alt fra den juridiske forretningsorienterede til den eksperimenterende geniale men vanvittige af slagsen.
I de første 3 sæsoner leveres en forholdsvis ensartet opskrift. Patient med nogle underlige symptomer og lidelser bliver indlagt, grumme dr. House forsøger gennem kvalificerede gæt at redde vedkommende, og som regel ender det med smil, kram og heltedåd. Principielt rimelig kedeligt og forudsigeligt. Hvad der derimod gennemføres parallelt er de enkelte lægers groteske, humoristiske og karikerede tilværelser, der tager det selvfede, kunstige og latterlige ud af andre hospitals-dramaer og gør det hysterisk morsomt, og til tider virkelig væmmeligt og grufuldt at følge de stakkels patienter, der udsættes for eksperimenter og kvalificerede gæt som vi – i hvert fald jeg – ved vi bliver udsat for i den moderne lægepraksis. Undervejs i tv-serien har jeg tit fået flashback til et computerspil i fortiden, Theme Hospital, som lidt i samme facon som House, serverer nogle groteske lidelser med en god sjat og til tider grov humor.
På mange punkter vil jeg næsten drage en parallel mellem seriens hovedperson – Dr. Gregory House (Hugh Laurie) – og Sherlock Holmes. Der dels gættes, analyseres, indsamles fakta og eksperimenteres. Ligesom Holmes har Dr. House også en (faktisk flere) Dr. Watson der bistår med indsamling af fakta og sparring. Ligesom Sherlock Holmes tillægger Hugh Laurie sin figur en grov, arrogant men geniel analytisk sans, der både leger og provokerer undervejs.
Krum tæer, kig væk eller lad latteren brøle
Selvom House M.D. i høj grad karikerer og tilføjer et amerikansk universitetshospital et pompøst drama, skal man absolut ikke lide af hypokondri, for undervejs kommer man vidt omkring i helt almindelige symptomer, der udvikler sig til livstruende sygdomme af eksotiske karakter. Eller omvendt, helt eksotiske symptomer, der viser sig at have helt almindelige og forklarlige baggrunde. Begge er jo på hver deres facon skide skræmmende, og vil utvivlsomt give en sart sjæl lyst til at leve i en kugle af stål resten af sit liv.
Ikke nok med det, får du rigelig lejlighed til at krumme tæer, når der skal tages rygmarvbedøvelser, provokeres hjertestop eller rodes med knogler og led. Ikke altid under optimale forhold når den sociopatiske Dr. House får en mere eller mindre genial idé, og spontant får lyst til at provokere den sygdomsramte med indsprøjtninger, knivstik eller verbale skideballer. Men en ting har Dr. House evigt ret i, når det gælder patienter. De lyver!
En smule krydderi til min egen ego- og narcicisme
Måske er Dr. House netop som overbevisende, så fantastisk og så uhyggelig, fordi jeg ser lidt af mig selv i ham. jeg vil – og jeg tror det gælder de fleste menneske – egentlig helst være et oprigtigt røvhul, der siger tingene som de er, frem for at danse rundt om den varme grød, mens ens professionelle omgivelser fylder dig med større eller mindre løgne eller halve sandheder. Principielt er det jo skide rart og behageligt, ikke at få de rene fakta, og ærlig besked, men ikke altid hensigtsmæssig eller fremdrivende.
At den geniale sociopat så tager ærlighed til helt nye længder, og beviser hvorfor det IKKE er godt at være hudløst ærligt, er en af seriens herlige pointer. For lidt og for meget ærlighed og for lidt og for mange fakta, det er en svær balancegang. Det er serie House M.D. bestemt ikke, og mangler du noget målretet at se, synes jeg bestemt serien er værd at anskaffe, og følge fra første afsnit.
House M.D. Sæson 1 på play.com
The post House M.D. – Theme Hospital som TV-serie? appeared first on Traving.